Smartlog v. II » Store Jørgen
Opret egen blog | Næste blog »

Jørgen 6 år

21. jan 2008 22:41, jørgensmor

Det er lang tid siden, jeg har skrevet i Jørgens blog. Der er gået et helt år siden sidst. Jørgen er blevet en stor dreng på 6 år.

Der er sket det, at Jørgen og hans familie er flyttet til Ans, hvor Jørgen er begyndt i en helt anden børnehave og har fået nogle nye venner. De bedste venner hedder Mathias og Niklas, og de er rigtig gode til at lege med LEGO.

Jørgen elsker stadigvæk LEGO. Han leger med Bionicle og LEGO StarWars, og nu fik han lige sin første Exoforce i fødselsdagsgave af Mathias! Ellers leger han med transformers eller går rundt og grubler over ting.

Jørgen 5 år!

14. feb 2007 16:15, jørgensmor

Det er lang tid siden, jeg har skrevet i Jørgens blog; men det er ikke fordi, der ikke er sket noget. Han er blevet en stor dreng nu på 5 år, som kan alt muligt.

Han har gode venner i børnehaven: Især leger han med Magnus, som er god til at lege med LEGO, og Sebastian, som er god til fantasilege og BRIO-tog.

Han er lige blevet fem år. I fødselsdagsgave har han bl.a. fået en hel masse LEGO, et star wars-sværd og en turtles-dragt.

Jørgen er til fantasy for tiden. Vi har set Brødrene Løvehjerte på tysk fjernsyn, og den var så god, så vi blev nødt til også at læse bogen, som både Mor, Far og Jørgen var lige grebet af. Vi har også set Star Wars (den oprindelige trilogi - dog i den pudsede udgave fra 90'erne, selvom Mor egentlig er purist og foretrækker den gammeldaws). Hans yndlings er R2 og C 3PO. Mors yndlings er selvfølgelig Han Solo - og Vader. Jeg mener: Hvor ofte kan man ikke gribe sig selv i bevidst eller ubevidst at citere over for sin søn: "Come to the dark side my son, and together we will RULE THIS GALAXY!" Vader, han er dig og han er mig, ham kan vi alle identificere os med.

På det seneste er vi gået i gang med at læse den første Harry Potter-bog, som også er meget spændende.

Til fastelavn skal han klædes ud som den orange turtle, Michelangelo. Grete skal enten være Harry Potter eller prinsesse Leia, har Mor og Jørgen bestemt.

Jørgen har vundet en konkurrence

21. feb 2006 03:13, jørgensmor

Da Jørgen var på vinterferie hos Mormor og Morfar, deltog han i en konkurrence hos KREA. Man skulle lægge et puslespil, og den der var hurtigst om det, vandt. Jørgen lagde puslespillet på 13 sekunder, og dermed blev han vinder i gruppen fra 3-5 år! Dygtige Jørgen - Mor er så stolt. :-D

Jørgen 4 år!

19. feb 2006 08:20, jørgensmor

Så er lille Jørgen blevet 4 år. Han holdt fødselsdag for syv venner og havde det meget sjovt.

Jørgens godnathistorier:
Lange bøger: Skatteøen, Pippi Langstrømpe
Korte bøger: Er du en guldsmed?, Er du en græshoppe?

Interesser:
Pirater
Planeter
Hans lillesøster

Bedste legetøj:
LEGO
Geomag
BRIO-tog

Bedste sovedyr:
Sælma
Nikolaj

Bedste dvd'er / videoer:
Morten Skildpadde
Tractor Tom
Wallace og Gromit

Bedste børnetime:
Lille Nørd
Sigurds Bjørnetime
Alt med Sebastian Klein

Bedste venner:
Magnus
Thea
Mathias
Anders

Bedste CD'er:
Tangokat
Skatteøen
Drengene fra Angora

Bedste venner:
Magnus
Thea
Mathias
Anders


Status ved 3 år og 11 måneder

13. dec 2005 14:12, jørgensmor

Jørgen er en pirat. Det har han været, siden han var på ferie hos Mormor og Morfar i september og hørte historien om Skatteøen. Han hedder John Silver, hans skib hedder Hispaniola og sørøverflaget hedder "Jolly Wotser". Og så kan han de fleste sange fra Sebastians "Skatteøen" udenad. Yndlingsnumrene er "Ostesangen" og "Femten mand på en dødmands kiste", som han skråler, mens han danser sørøverrumba. Til morgenmad spiser han kanonkugler og romkugler med rom til, for det gør sørøvere nemlig.

Han er desuden en stor fan af "Morten Skildpadde" - dog uden at lege, at han selv er Morten.

Ellers er det fisk og andre havdyr, der interesserer ham. Interessen for fisk har han haft i omkring ½ år. Den begyndte, da han fik Lademanns Dyreleksikon og forstærkedes, da han fik "Find Nemo" på dvd. Den har vi nok set omkring 30 gange nu; men den er stadigvæk god. Den har indsnævret hans interesse for havdyr til fortrinsvis at gælde koralrevet og dybhavet. Og han kender navne på fisk, som de færreste voksne nogensinde har hørt om. Fx kan han finde på at sige til sin lillesøster: "Hva' så Grete, din lille dybhavs-tudsefisk!" Eller spørge, om vi ikke skal have piskeangler til aftensmad.

I pakkekalendergaver har han fået havdyr, som han leger en del med. Og han er meget glad for sin tøjsæl, Sælma, som han har fået af sin bedstemor. Den sover han med hver nat, leger med den, og holder fødselsdagsfester for den. Vi har også haft Sælma med i Nordsø-museet i Esbjerg, hvor den hilste på sine artsfæller (de spættede sæler). Hvilket også var en stor oplevelse for Jørgen. Her købte vi bogen "Havets Mysterier", som bliver læst i detaljer.

Jørgen er i gang med at lære at læse. Han ved, hvad stavelser er, og han ved, at hvert bogstav har sin egen lyd. Han kan stave til små ord, hvis han får lidt hjælp.

Han kan tælle til tyve, og han kan regne på fingrene. Dvs. at han kan lægge tal sammen fra 1+1 til 5+5. Han er også så småt begyndt at kunne regne uden brug af fingrene. (Dvs. han er klar over, at 10+1 er 11 og 10+2 er 12.)

Og så har Jørgen lært klokken - i hvert fald med den lille viser. Så nu kan han selv se, hvornår der kommer børnetime, og hvornår det er sengetid.

Bedste venner i børnehaven er Thea, Mathias og Magnus. Han hygger sig i børnehaven og er glad for både voksne og børn derhenne.

Billeder følger snarest. :-)

Jørgen tegner og skriver

21. jun 2005 07:37, jørgensmor

Her har Jørgen skrevet sit navn:

JØRGEN

Her har han tegnet en racerbil:

racerbil

Racerbilen har han også selv skannet ind. Han er en meeeeget dygtig dreng, synes mor. :)

BLEFRI!

30. maj 2005 16:18, jørgensmor

SÅ lykkedes det!! Vi så ellers lige i ånden, at Jørgen skulle have konfirmationstøj med plads til ble, for han var bare overhovedet ikke interesseret i potten. Men så - pludselig i onsdags - så vil han ikke have ble på i børnehave! Vi griber chancen og sender ham afsted bleløs og med rigelige mængder af skiftetøj. Hi hi.

For søren, hvor har vi skiftet mange par bukser siden. Og det var da også en lilllllle bitte smule pinligt, da han pludselig om torsdagen stod og så småflov ud ovre midt i SPAR. Men vi fik da tørret op. whistle.gif 

Fredag  aften sad han og så Disney-sjov, og så råbte han pludselig: "Jeg skal på potten!" og stormede ud på WC, fik forrettet sin nødtørft og skyllede potteindholdet ud i kummen. Stor dreng!

Siden har han slet ikke haft nogen "uheld". Og han er så stolt over, at han er en stor dreng, der bruger potte.

Jørgen på potte

Her sidder Jørgen på potten og læser i "Thomas og jetmotoren".

Forårsdreng

29. mar 2005 06:17, jørgensmor

I det dejlige forårsvejr var vi alle fire i haven for at rydde lidt op efter vinterens stormvejr. Jørgen var flink til at samle grene sammen i sin lille trillebør. Han plukkede også vintergækker helt rigtigt - knækkede dem af ved roden og samlede dem i en fin buket, som han var meget stolt af.

Jørgen og far samler grene sammen.

 

"Mor, du skal filme mine vintergækker!"

 

"De er så fine!"

 

 

Jørgens ferie

28. mar 2005 06:21, jørgensmor

Jørgen og Grete har været på påskeferie i Århus med Mor. Desværre havde vi ikke kameraet med, så vi har ingen billeder fra turen. Jørgen var med Mormor og Morfar i Den gamle By, hvor han endelig fik anskaffet sig en blå veteranbil! Han var i skoven, i Botanisk Have for at fodre ænder og på Naturhistorisk Museum. Mor havde glædet sig til at vise ham de store elge, men desværre var der en såkaldt "kunstner", der havde stakket hele udstillingsvinduet op med trommer, så man næsten ikke kunne se elsdyrene! ØV! Til gengæld var Jørgen meget begejstret for et lille vindue med mammutter. (Vi har lige spillet Syberia.)

Men først og fremmest var han nede i Morfars kælder og lege med lego-tog. "Morfar vil du med ned i kælderen?" var nok hans oftest ytrede ord i de fire dage. Om natten sov vi alle tre i en stor dobbeltseng, og Jørgen havde pirat-sengetøj.

Vinter

3. feb 2005 07:07, jørgensmor

Jørgen netop hjemvendt fra børnehaven. Træt, men glad dreng.

Børnehave-dreng

3. feb 2005 07:05, jørgensmor

Så er Jørgen begyndt i børnehaven! Han har gået der i tre dage nu. Indtil videre går det godt. Han savner sin mor lidt indimellem, men han leger godt og snakker meget om alle de sjove ting, de har henne i børnehaven.

Yndlingskammerater: Michelle og Eddie. I går var han lidt utilfreds med at blive afleveret, fordi Michelle ikke var der, men han faldt til ro, da mor var gået. Da jeg kom og hentede ham, legede han godt med Eddie og nogle andre drenge. DUPLO-tog.

Det er en mellemstor børnehave med ca. 30 "små" børn (3-5 år) og ca. 40 store børn i skolefritidsordning. De store børn er søde ved de små: de hjælper dem og leger med dem en gang imellem.

I dag har Jørgen leget med Michelle:

Vippe vippe

Og for sig selv i sandkassen:

skovl

Han har også bagt boller og hørt et eventyr, som vi vistnok tror, er "Prinsessen på Ærten". Der er H.C. Andersen-tema i børnehaven for tiden.

 

All time yndlingslegetøjs top 10

31. jan 2005 06:50, jørgensmor

Det kom lige over mig, at jeg hellere må registrere Jørgens yndlingslegetøj gennem tiden, nu da han står for at skulle træde ind i en ny æra: den såkaldte "legealder", fra 3-6 år. Det må dokumenteres, at Jørgen også har leget uden for dette alderstrin. Derfor kommer her...

JØRGENS LEGETØJS TOP 10, 0-2 ÅR:

1: BRIO-togbanen

2: Traktorer, specielt lille rød SIKU, som var hans første traktor

3: Biler af alle slags. Yndlingsbiler: gul folkevogn, sort corvette, blå folkevogns-sportsvogn samt mytologisk ikke-eksisterende fantasibil: blå veteranbil

4: Byggemand Bob-maskiner, specielt Thomas Traktor

5: DUPLO-klodser

6: Trehjulet cykel og lille rød scooter

7: Grøn mobiltelefon

8: Puslespil med ur

9: Kaffestel

10: Værktøj (legetøjsværktøj, forstås)

Her i hans fjerde leveår spår jeg, at Flexi-trax bliver et stort hit, og at BRIO, biler, værktøj og LEGO vil hænge ved.

TRE ÅR! STOREBROR!!

28. jan 2005 04:51, jørgensmor

Det er længe siden, jeg har fået skrevet i Jørgens blog, men han har søreme haft så travlt, så vi slet ikke har nået at skrive om alt det, han har oplevet.

Først skete der det, at han blev storebror. Han fik en lillesøster d. 9. november 2004. Aftenen før skulle mor pludselig på fødegangen ("Så kommer babyen ud!!", og Jørgen måtte i al hast køres ned til Lis, hvor han skulle sove om natten. Dagen efter kom mormor og hentede ham, og om aftenen kom han med ned på hospitalet, hvor han fik sin nye søster at se. "Nej! Det skulle jo være en bror!", var hans første reaktion, og oveni skuffelsen kom en vis portion forurettelse over at skulle med far hjem og sove, når mor skulle blive i Herning med babyen. "Nej, jeg bor ikke her!", sagde han, da han kom hjem.

Næste dag var han allerede mere glad for sin lillesøster. "Det er min lillesøster", sagde han til alle, han mødte på Herning Sygehus. Og han ville også gerne købe en lille legetøjstraktor til hende - det syntes vi andre nu, at hun var for lille til, så han nøjedes med at købe én til sig selv.

Siden har han haft lidt blandede følelser for Grete, som lillesøster kom til at hedde. På den ene side er det lidt træls, at hun pludselig kommer her og ta'r al opmærksomheden og ovenikøbet skal ammes i tide og utide. Men på den anden side er hun jo også meget sød, og uden hende ville Jørgen jo ikke være storebror. "Jeg er jo en stor dreng. Jeg er jo storebror", som han siger hele tiden.

Og en stor dreng, det er han sandelig blevet. I sidste uge fyldte han tre år - og det er jo den alder, hvor man skal begynde i børnehaven. Han har været på besøg i børnehaven et par gange, og det har været vældig sjovt igen at kunne lege med Michelle og Eddie og hvem han nu ellers kender. Så han glæder sig til at han skal starte på tirsdag d. 1. februar, så han rigtig kan blive genforenet med Eddie og Michelle. Meeen - det bekymrer ham også lidt, at han så skal gå op og ned ad "ham Jakob ovre fra Anlægget", for "han driller og tager mit Flexi-trax". Vi andre kan så fortælle en anden historie om, hvem det er, der driller hvem og tager hvis Flexi-trax, men Jørgen nægter sig stadig skyldig.

Jørgen vil sikkert komme til at savne Lis og lille Emilie, når han nu ikke længere skal lege med dem hver dag. Mor er også lidt bekymret for, om de nu også kan passe godt nok på vores lille Jørgen-dreng henne i børnehaven, men det skal nok gå.

På fødselsdagen kom Moster Fie og Mormor og Morfar. De havde gaver med - Daisy, et trafiktæppe og Flexi-Trax. Lige, hvad han havde ønsket sig! Så gjorde det ikke så meget, at Mor og Far kun havde givet meget små gaver. Søndagen efter holdt vi børnefødselsdag med Peter Plys-tallerkener og kagemand og det hele for Jørgens bedste venner: Mathias, Emilie, Eddie og Michelle. Og Lis var også med. Det var en rigtig god dag, hvor der blev leget med alt Jørgens legetøj, og Jørgen var meget sur, da alle gæsterne var gået hjem. Men det var fordi, det netop havde været sådan en rigtig god dag.

Han har sådan savnet sin gode ven Michelle, siden hun kom i børnehave i oktober og ikke længere kunne lege med ham og Emilie hver dag nede hos Lis. Det er Michelle mig her og Michelle mig der, og "Michelle og Jørgen de kører i deres blå veteranbil. Så kører de over til Odense og leger med Anders og alt hans BRIO-tog, og så går de på tog-musærum."

Jørgens foretrukne legetøj er stadigvæk BRIO-tog og så Flexi-trax. Det synes Mor og Far er en god ting, for det kan de nemlig også godt lide at lege med.

Ligesom sin mor kan Jørgen desuden godt lide at spille adventure-spil på computeren. Eller dvs. Mor "styrer", forklarer og oversætter fra engelsk, og så ser Jørgen på og er nogle gange med til at bestemme, hvor hovedpersonen skal gå hen. Først spillede vi Twinsen 2 - det har vi brugt henved ½ år på, men blev færdige for en måneds tid siden. Nu spiller vi Syberia. Vi spiller selvfølgelig kun spil, der ikke er alt for uhyggelige.

Fjernsyn og video ser han også med stor fornøjelse. De store hits for tiden er - udover den evigt aktuelle Byggemand Bob - Morten Skildpadde,Traktor Tom og så Min søsters Børn, som han fik af Moster Fie i julegave. Den har vi nok set de første 5-6 gange. Men det skal være Min søsters Børn "fra nye dage" med Peter Gantzler, endelig ikke den fra gamle dage med Aksel Strøbye og Pusle Helmuth.

Jørgen kan også mange sange, og han synger næsten rent nu. Så måske der alligevel er håb om, at han kan komme med i Wienersängerknaben en gang.

Jørgen synger

18. sep 2004 14:17, jørgensmor

Om Jørgen er musikalsk er fortsat et åbent spørgsmål. Men han er i hvert fald begyndt at synge igen - det er bare ikke specielt rent (endnu?). Her er nogle sange, som han kan: TEMASANG FRA "BYGGEMAND BOB" Booob han bygger Ka' vi' klar' det? Booob han bygger Ka' vi' klar' det? Bitten og Fugl Thomas og Smut Mon de er venner Ja Abse-lut! Booob han bygger Ka' vi' klar' det? Booob han bygger Ka' vi' klar' det? LOKOMOTIVSANGEN - melodien fra "Lokomotivet Thomas" med tekst af Mor: Thomas er et lokomotiv Han er blå med små hjul på, han kører rundt med sine vogne, de hedder Annie og Clarabel, og han er meget stolt, fordi han trækker dem selv. Gordon er et lokomotiv. Han er stor og meget stærk. Han er det hurtigste tog på kontrolchefens jernbanenet, og både passager' og gods, det trækker han let. James er et lokomotiv Han er rød og meget flot. Han er det flotteste af alle lokomotiverne her, og det er derfor, at han er så stolt som han er. BILER BILER BILER med Sigurd Barrett (i Jørgens specielle version): Biler biler biler biler biler Massevis af store flotte biler! Hvis man ikke har en racerbil, så kan man ikke køre ræs. Og hvis man ikke har en slik-bil ... så kan man ikke få nogen slikposer. [egentlig: "så får man ingen slik og kræs".] NEJ! Biler biler biler biler biler Massevis af store flotte biler!

Lokomotiver

17. sep 2004 05:25, jørgensmor

Jørgen er den seneste måned begyndt at lægge planer for, hvad han skal være i fremtiden. "Når jeg skal være stor, så skal jeg være bondemand!" "Når jeg skal være stor, så skal jeg være brandmand!" eller den oftest udtalte: "Når jeg skal være stor, så skal jeg være togfører / lokomotivfører!" Tog er det helt store hit. Siden han fik sin første BRIO-togbane i juni, har Jørgen været bidt af tog og lokomotiver. Vi var kort tid efter på Hjerl Hede og køre med det lille dampdrevne tog. Det taler Jørgen om endnu. Han kan fx. vågne op midt under putteritualet om aftenen og udbryde: "Vi var ude på Hjerl Hede og køre med et damp-tog!" Det gik helt amok, da han midt i juli på et besøg i Århus fik en lille bog om James, det røde lokomotiv fra serien "Lokomotivet Thomas". Siden har alt drejet sig om Thomas og hans venner, især Gordon (det største tog) og James (det flotteste tog). Hans far og jeg er blevet omdøbt til hhv. Thomas og James, og selv har Jørgen antaget aliaset Gordon. ("Jeg er stor og stærk og jeg kører lynhurtigt!") Han mener desuden, at hans kommende lillebror skal hedde Percy efter det lille grønne rangerlokomotiv. Det fremfører han ved enhver given lejlighed. I går under aftensmaden udbrød han fx helt umotiveret: "Synes du, babyen skal hedde Percy?" Men det tror hans far og jeg nu ikke, at den skal. Fordi han nu er et lokomotiv, er der flere ting i Jørgens hverdag, der har ændret sig. Fx spiser han nu ikke aftensmad, men kul og vand. Og er han træt, siger han: "Jeg gider ikke trække godsvogne!", og så skal han ind i remisen (soveværelset) og have hjulene af (skoene). Jørgen har gennem 6-7 uger sparet penge sammen i sin sparegris, som skulle bruges til at købe en model af et af lokomotiverne fra Thomas-serien. I mandags oprandt dagen, da han havde penge nok, og vi tog sparegrisen med i Legekæden, hvor han uden vaklen valgte det store ekspreslokomotiv, Gordon. Han kan køre på BRIO-skinnerne, så det gør han. Jørgens tre andre lokomotiver er omdøbt til hhv. Thomas, Stepney og James, og to af vognene er blevet til Annie og Clarabel, så nu er det næsten som selv at være til stede på "kontrolchefens" jernbane. Ellers kender han navnene på mindt 20 forskellige lokomotiver i serien, og han udslynger tit citater fra de to Thomas-videoer, som vi har investeret i. Fx. "Lidt fremme lå en cricketbane. Spillerne råbte til deres gamle bil: Vågn op, Caroline!" og "Find et andet lokomotiv! Thomas, du bliver nødt til at gøre det!" Jeg har købt en Thomas-plakat hjem fra England til ham, og den er han meget glad for. (Vi håber stadig på at få lov til at ramme den ind og hænge den op - Jørgen synes, den skal ligge på sofabordet permanent.) Dog er Thomas-fanatismen så småt begyndt at drosle lidt af. Han ser ikke længere kun Thomas, men er igen begyndt også at sætte pris på gamle kendinge som Byggemand Bob og Teletubbies.